Anmeldelse af bogen ”Onlineevangelisterne” af Jacob Kildebogaard


Da min håndværker-mand så titlen på bogen der lå på stuebordet, var hans skeptiske bemærkning: ”hvad er det for noget religiøst pladder?”

Jeg måtte så kort forklare, at det var det nu ikke, og så alligevel lidt, da bogen er en lille bibel til online salg…

Den fik lige lov at ligge et par dage inden den for alvor blev åbnet, kunne godt mærke, at det var noget man skulle tage sig sammen til og være koncentreret omkring…

Måske er det farligt?

Efter at have læst de første par råd tænkte jeg; ”at det vidste jeg jo allerede godt”, men ok, det er da også fint at blive bekræftet i, at det man gør er rigtigt, men er det 499 kr. (+ moms) værd?

Nå men det viste sig faktisk også, at der ret hurtigt gemte sig et guldkorn, fra nogle af de kloge mennesker. Et guldkorn der gav så meget pote, at jeg blev helt høj det.

Det handlede om linkBuilding, og her vil de fleste i min branche nok sige, at de godt ved at de skal skabe indgående links, evt. kontakte leverandører osv. MEN her i bogen stod der på hvilken måde du skal kontakte leverandører og hvad du skal gøre, for at få dem til at linke.

Det skulle testes.

Jeg skrev til 3 leverandører og 3 ud af 3 vendte positivt tilbage!

Sådan første råd testet med succes!

En stor del af det miljø der præger online markedsføring, har en tendens til at blive lidt for meget ”drengerøvs/blærerøvsstil”, og fair nok, det er jo sådan de fleste sælgertyper der har succes er. Denne bog har også sin del af drenge/blærerøven med (kun 10 % af indlæggene er fra kvinder) og hvis man, som jeg selv er kvinde, og har rundet de 35, så skal man bare smile af det og læse videre og tænke; ”selvfølgelig taler de også til mig, de der unge og smarte mænd…” ?

Jeg vil anbefale at du tager et enkelt råd af gangen, måske bare et enkelt om dagen. Hvis du allerede kendte til det guldkorn du har læst, så kan du godt gå videre til det næste.

patience my young padawan

MEN, når du er faldet over noget nyt, så prøv det af. Lad være med at tænke; ”at det skal du huske til næste gang”… NEJ! prøv det af med det samme, ellers får du det ikke gjort.

Og nej jeg er ikke blevet betalt af nogen for at lave denne anmeldelse og dem som har skrevet bogen, ved ikke at jeg har skrevet den.

Bogen kan købes her.

Paperback 499 bobs PLUS moms…

Er det i overkanten?

Liiiidt hvis du spørger mig… men man kan også købe en pdf udgave til 299 kr. (plus moms s´fø´li)