Rejseblog Florida 2023


Denne lille rejseblog om Florida skal ses som en guide og inspiration til din egen tur til Florida. Måske kan du slipper for noget af det bøvl vi har haft. Og måske kan du sparer en del penge og besvær. Vi var afsted i februar 2023.

Turen til Florida var også vores første tur til USA. Når man aldrig har været i USA og kun set amerikanerne på film og tv, så har man måske tit et forkert billede af dem. Personligt blev vi meget positivt overrasket over hvor utrolig venlige og snakkesalige alle dem vi mødte var. Går du tror på stranden om morgenen i Miami så hilser du på dem du møder, og gerne en lille snak om vind og vejr. I Danmark er vi nogle sure asociale røvhuller i forhold til hvordan man er i USA.

florida

Hvornår skal du tage af sted
Florida er varmt, rigtig varmt. De bryster sig af at kunne byde på ”endless summer”. Og ja vi er nærmest i troperne, Bahamas ligger lige uden for Floridas kyst. Vi var afsted i februar og det føltes som det helt rigtige tidspunkt. Har var varmt, men ikke ulideligt. Der var ikke så mange lokale turister endnu og vi slap uden om de store amerikanske helligdage som spring break osv. Desuden undgik vi orkan sæson som er i efteråret og sæson for havskildpadder som er fra juni til november og som betyder at nogle strande lukker og at man ikke må have lys ved vandet. Hvis man derimod gerne vil opleve havskildpadder der ligger æg og får unger på strandene så skal man selvfølgelig booke efter det.

Booking af fly
Book din flybillet i god tid. For os var det vigtigste at vi kunne få billige billetter og at vi kunne flyve direkte til en lufthavn i Florida, ikke så vigtigt hvilken. Tidspunktet var vi fleksible med. Vi bookede ca. et år i forvejen og vi gik efter de mindst attraktive rejsedage som tirsdag og torsdag. I første omgang betød det at vi fik booket en 10 dages tur startende en tirsdag. Vi bookede hos SAS da de flyver direkte. Men vi kan også anbefale Iceland Air der har gode komfortable fly og rigtig god service og underholdning ombord.

florida

Dit fly kan blive ændret
Ca. 3 måneder før ændrede SAS vores booking så hjemturen skulle gå over Stockholm. Det var et nej tak herfra, vi kunne få ombooket hjemturen til noget andet. Der var en direkte flyvning til København dagen efter. Den tog vi, og kunne så glæde os over en ekstra dag i varmen. Du skal være forberedt på at der kan komme den slags ændringer 3 måneder før indtil flyselskabet har fået deres plads i lufthavnene. Vi var 3 afsted og slap med en pris på ca. 15.000 kr. på ”monkey class”. Senere fik vi flere tilbud om opgradering og køb af ekstra ledigt sæde. Det sprang vi over.

SAS long-distance fly
Egentlig helt ok. Du får to måltider med i prisen, en flaske vand og en selvvalgt drikkevarer. Desuden får man en pude og et tæppe på sit sæde og der uddeles gratis høretelefoner. Der er skærme i alle sæder med film og anden underholdning. Mulighed for at købe snacks og andre drikkevarer. Iceland Air har lidt mere og bedre underholdning og gratis mad til børn også på korte ture. I det hele taget meget børnevenlige. Hvis Iceland Air havde haft en direkte rute havde vi tager den. (Vi har været på Island to gange, og vi kan anbefale at man tager en stop over på Island, der er helt fantastisk.)

florida

Booking af hoteller
Og det er så her chokket kommer. Du fik dine billige flybilletter og nu skal der bookes hoteller. Florida er dyrt. Overnatning i Florida er sygt dyrt. Florida er de riges stat og det viser hotelpriserne også. Vi skulle bruge 3 hoteller og krav var, god gæstevurdering og beliggenhed nede ved vandet for de hoteller som ikke var i Orlando. Vi anbefaler at du booker hotellerne via en af de store portaler, hvilket vi normalt ikke gør. Men lige i det her tilfælde er det en god idé. Vi bookede via booking.com dels fordi de giver fleksibilitet med hensyn til at ændre i bookingen og dels fordi man kan vente med betalingen. Jeg nåede at ændre hotel flere gange.

florida

Booking af hoteller – Den oprindelige plan vs. Hvad vi endte med.
Planen var at vi skulle starte med at bo er par dage i Miami Beach. Så er par dage i Orlando og endelig et par dage på den skønne Sanibel Island, som ligger på vestsiden af Florida ud til den mexicanske golf. Miami beach blev hurtigt droppet grundet de dyre hoteller, vi ville bo ved stranden og så prioriterede vi at bo lidt uden for selve Miami. Vi fandt en fin lille ferielejlighed i bydelen Hollywood som ligger lige syd for Fort Lauderdale. I Orlando havde jeg først booket et hotel som jeg senere ændrede til et andet da vores planer ændrede sig. Sanibel Island var den største udfordring. Her er vi henne hvor kun de rige bor, åbenbart. Lavprishoteller var ikke eksisterende. Kun dyr luksus. Så kiggede vi på Marco Island, samme problem, faktisk det samme problem over hele vestkysten. Alt for dyrt og kun luksus. Vi endte med at booke et trailerpark lignende hotel tæt på en trafikeret vej inde i Fort Myers by som ligger tæt på Sanibel Island.

Vi kom dog aldrig til Vest Florida. Fordi et par måneder før afrejse blev vores hotel i Fort Myers afbestilt af ejerne. Efter orkanen Ians rasen i September 2022 kunne de ikke nå at blive klar med genopbygningen. Vi fandt et lignende alternativ men kort efter blev dette også afbestilt af samme grund. Konklusionen på det hele var at vi måtte droppe området, hvilket vi også blev anbefalet da meget stadig ikke var genopbygget. Alternativt blev et lille hotel helt nede ved vandet på østsiden igen, men denne gang en del længere nordpå i den (efter amerikanske standarter) lille by Indialantic som ligger ud fra den større by Melbourne.

Konklusionen er, dine planer kan ændre sig. Hold øje med nye og billigere muligheder når ferien nærmer sig. Vi fandt et bedre og billigere alternativ som vi først kunne booke et par måneder før. Gå efter de steder hvor de andre turister ikke kommer, der skal nok være skønt alligevel, især hvis du ikke har været i USA før.

Booking af bil
I USA sagsøger de hinanden I hoved og bagdel, det betyder at du ikke skal bekymre dig om den bil du booker, er i orden. Det er den. Vi bookede hos selskabet Alamo, vi bookede ca. 2 måneder i forvejen og betalte hjemmefra. Alt spillede bare. Da vi skulle hente bilen, pegede de på en hel række af biler og sagde; ”I vælger bare, nøglerne sidder i.” Min mand var meget begejstret. Aflevering gik også super let. Med hensyn til vejskat, så er det super nemt da det følger nummerpladen, man køre således bare igennem overalt og så får man en regning bagefter. Vi Kørte en del i de 11 dage vi var der og fik en regning på lidt over 300 kr., så det er ikke det der vælter dit budget. Bemærk i øvrigt at man i USA gerne må overhale indenom og man må også gerne dreje til højre i lyskryds selvom der er rødt.

florida

Disney
Man skal nok være lidt mere end alm. fan af Disney eller forlystelsesparker for virkelig at synes det er sjovt. Der er flere parker at vælge imellem under Disney, vi valgte den park der hedder Animal Kingdom af flere grunde. Dels skulle det være den park med færrest besøgende. Dels er det en zoo ud over at være forlystelser og så fik jeg læst er sted at maden skulle være bedst der.

Når du skal I en af Disneys parker skal du både købe en billet og booke tid til dit besøg. Disneys egen webside vil kun sælge dig billetter til minimum to dage. Derfor skal du ud at købe dine billetter hos en af deres samarbejdspartnere hvis du kun vil i Disney en dag. Vi købte vores billetter her, orlandoattractions.com det er bøvlet. Det tager flere dage. De forlanger ID og alt muligt andet bøvl. MEN det lykkedes at booke billet til kun en dag og så skulle vi ikke også booke tid til parken.

Helt indtil vi stod ved damen i skranken foran Disney var jeg i tvivl om de skide billetter nu også var booket til den rigtige dag og vi kunne komme ind. Men man må tage hatten af for Disney, for alt ting spiller bare og den søde dame kunne fortælle at alt var i orden. Disney er en oplevelse, om ikke andet så for det store apparat der altså bare spiller hele vejen rundt. Men vi behøvede bestemt ikke mere end en enkelt park i en enkelt dag. Vi prøvede en ting, stod i kø til den i en time, den tog 7 minutter. Vi så nogle shows og gik ellers bare rundt og oplevelse. Maden var rædselsfuld desværre. Logistikken har amerikanerne dog fuldstændig styr på og det er imponerende at se.

florida

Kennedy Space Center
Ud over Disney er Kennedy Space Center et must. Prisen er halv pris af Disney og for os var oplevelsen en del større. Du kan sagtes springe Disney over og så tage i Kennedy Space Center i stedet for. Forvent at det er MEGET amerikansk og patriotisk. Men det er også med til at gøre oplevelsen større. Meget af oplevelsen er film, men det er helt fint. Forbered jer ved at planlægge jeres besøg så I kan komme ind til de ting i gerne vil. Den største oplevelse for os var at se den originale Atlantis rumfærge og hele den udstilling der var omkring den. For at komme ind skal man nærmest igennem en åbningsscene til en amerikansk film og det er lavet med stor wow effekt. Helt klart mere valuta for pengene end Disney.

florida

Transport til lufthavnen
Hvis I skal flyve fra Miami lufthavn så SKAL I beregne MINDST en times mere kørsel end hvad jeres GPS siger. Trafikken omkring lufthavnen er sindssyg og alt efter hvornår på dagen I er der, er der bare meget trafik. Hvis I skulle være uheldige at misse en enkelt af de 200 frakørsler I skal igennem så er det forfra i biljunglen. Forbered jer på at det bare tager lang tid. Jeg ved ikke hvordan det er med de andre lufthavne.

Her overnattede vi i Florida

Shore view hotel
Vi boede først 4 dage på et lille hotel med lejligheder der hedder Shore View Hotel. Fordelen ved dette sted var at vi kunne bo lige ned til vandet og køkkenfaciliteterne gjorde at vi let selv kunne lave mad. Her er ingen pool og heller ikke morgenmad. Men helt fint til de 4 dage vi var der. Meget hyggeligt område fyldt med søde mennesker der hilser pænt når man går tur på stranden om morgenen.

Rosen Inn – Universal
Næste stop var Rosen Inn i Orlando. De har flere hoteller og vi bookede det der lå lige overfor Universal studios park da vores oprindelige plan var at vi skulle derind. Fint og billigt hotel med opvarmet Pool og tæt på alt det turisterne søger i byen. Rigtig god japansk restaurant i kælderen.

Bleu Beach Resort
Sidste stop i Indialantic hvor vi boede de sidste dage på hotel Bleu Beach Resort. Super søde mennesker, igen lige ned til vandet. Fin pool og hyggelig strand bar/grill. Det bedste sted vi boede trods et lidt lille værelse. Igen mega søde mennesker. Her kunne vi godt finde på at booke igen.

florida

Her spiste vi i Florida

De første par dage spiste vi ikke ude da vi havde egen køkken. Til gengæld fik vi handlet i Wallmart. Det skal man jo prøve. De fleste små supermarkeder har ikke så meget uforarbejdet mad og frugt og grønt men de store som Wallmart har heldigvis et fint udvalg.

Portillos
I Orlando kørte vi specifikt efter at besøge Portillos. her blev vi ikke skuffede. Klassisk amerikansk diner i den helt rigtige stil. Her kan du både få en diverse hosdogs med store syltede agurker og deres berømte chokolade kage milk shake. Det er et besøg værd hvis man virkelig bare skal have ægte amerikansk.

florida

Maccen
Bare fordi de er nemt, billigt og rart at man lige kan snuppe noget let på farten som man ved hvad er og som man ved går hurtigt.

Longdoggers
Rigtig fint og autentisk spisested i Indialantic med god amerikansk mad. God betjening og det gik bare super hurtigt. Jeg er stor fan af at man ikke skal spørge efter regningen i USA, den kommer hurtigt og så vælger man selv om man vil betale hurtigt eller vente lidt.

Applebees
Sportsbar der også er meget amerikansk og byder på mad i klassisk amerikansk og mexicansk stil. Børnevenligt.

Shogun
Den japanske restaurant på Rosen Inn hotellet i Orlando var en stor oplevelse. De har det koncept hvor man sidder rundt om et bord hvor kokke står og laver maden foran dig som et lille show. Det var meget hyggeligt fordi vi også kom til at snakke med en masse amerikanere.

florida

Og en del andre steder som jeg ikke lige husker navnene på.

Gratis eller næsten gratis oplevelser i Florida

Kelly Park Rock Springs.
Klart en af de bedste oplevelser på vores ferie. Skal I afsted om sommeren så kommer I aldrig ind, så spring bare det her over. MEN skal I afsted om vinteren og skal I til Orlando, så SKAL I besøge Kelly Park Rock Springs som ligger nord for Orlando. Du skal kun betale for at parkere, og det afhænger lidt af hvor mange I er i bilen, men det er under 10 dollars. Parken byder på en smuk krystalklar flod med 20 grader varmt vand året rundt. Tag en badering med, så kan man ligge og glide ned ad floden. Fedt nærmest jungle oplevelse. Husk også dykkerbrillerne, her er fyldt med dyreliv. Parken har en begrænsning på ca. 1.600 mennesker om dagen. Der var under 100 da vi var der i februar.

florida

Anne Kolb Nature Center
Jeg ved ikke om det normalt er gratis, men fordi en stor del af centeret var renoveret kostede det ikke noget. Der er forskellige stier man kan gå ud af og se på naturen. Vi så lidt fugle, fisk, krabber og firben. Området er nogen steder med mangrove. Fint sted at gå en tur og se noget natur.

Dr. Von D. Mizell-Eula Johnson State Park
Der findes et hav af disse state parker som ligger langs kysten i Florida. Jeg vil anbefale at besøge mindst en af dem. Det koster mellem 3-10 dollars at komme ind og parkere i parken, men så kan du også være der hele dagen. Fordelen er at der er langt færre mennesker i parkerne og på de strande der er her end ude ved de almindelige strande ved byerne. Vi valgte den her park fordi vi kunne køre dertil på bare ti min. da vi boede i Hollywood. Vi var stort fan af den mere naturlige strand der ikke bliver ”fejet” af en stor traktor hver morgen. Det gjorde det noget sjovere at lede efter muslinger.

John D. MacArthur Beach State Park
Parken ligger lidt syd for Loggerhead Marinelife center og derfor stoppede vi også her. Her er et info center, en souvenirshop, toiletter og udlejning af diverse til underholdning ved havet. Vi stoppede her fordi her skulle være gode muligheder for at finde muslinger og konkylier. Det blev da også til lidt men desværre blæste det en del da vi var der, så vi blev ikke så længe.

Loggerhead Marinelife Center
Dette er et hospital for havskildpadder. Der er derfor ikke nogen garanti for at der er nogle skildpadder når man kommer. Til gengæld er det gratis at komme ind, de ser dog gerne at man giver en donation til stedet. Her er foruden skildpadder også en del akvarier med andre fisk og havdyr og andet underholdning på stedet. Ved siden af ligger en fin lille park og der er adgang til en yderst flot strand med den der helt rigtige farve vand. Her fandt vi også de bedste konkylier på hele vores tur.

florida

Americas Antique Mall
Ligger I Melbourne og er et kæmpe stort loppemarked hvor folk har private boder men som styres af selve forretningen. Alt er med priser. Her var meget spændende guld. Finder du ikke konkulier på stranden så kan du kæbe nogen her for 3-5 dollars. Den klassiske souvenir i form af en amerikansk nummerplade kan du kæbe brugt her for 5-6 dollars. Meget federe end de kopier man køber i souvenirshoppen.

florida

Renningers Flea and Farmers Market
Kæmpestort marked med boder der sælger alt imellem himmel og jord. Smykker, mad, tøj, billigt skrammel, grøntsager, Trump merchandise, slik, dyr osv. igen en stor oplevelse og meget lokalt uden for mange turister. Ligger også i Melbourne og vi besøgte det efter at hjave været i det andet loppemarked. Vi havde et 3. på listen men vi orkede ikke mere efter de to. Men sjovt og klart et besøg værd.

florida

Strande
Vi anbefaler klart at man bor i gåafstand til en af de mange gode strande Florida har at byde på. De fleste steder hvor der er plads til parkering koster det penge og om sommeren er det svært at få en plads. Men man skal altså opleve de skønne strande. Elsker man muslinger så er der en del guf at gå på jagt efter her. En morgentur ved solopgang må man ikke snyde sig selv for. Husk at holde øje med livreddernes flag. De advarer blandt andet når der er farlige gopler i vandet. Vi fik set en del af de meget farlige Man ‘o’ war – portugisisk orlogsmænd gopler ligge på stranden, heldigvis så vi dem ikke i vandet. De er virkelig flotte men rør dem for guds skyld ikke.

florida

florida

Det sprang vi over i Florida

Tur til Florida Keys
Efter at have undersøgt det lidt så valgte vi at springe dette over. Dels fordi det er en lang tur. Dels fordi det for os ville kræve en dyr overnatning ude på en af øerne. Dels fordi det er meget turistet og dels fordi der faktisk ikke er så mange gode sandstrande. Koralræv er der til gengæld mange af, så det er guf for dykkere.

Tur til Everglades i airboat
Vi talte med nogen der sagde at det havde været en meget ensartet tur. Båden stopper ved nogle krokodiller og lidt fugle og så kan du tage billeder. Du kan også være heldig at holde en lille alligator. Men mest er det bare larm og ensartet landskab. Vi så alligatorer i Orlando hvor man også kan besøge Gatorland som er en zoo/forlystelsespark fuld af dem.

Miami Beach broadwalk
Vi var egentlig fint tilfredse med de ting Hollywood kunne tilbyde af strand og andet liv. Ikke for stort ikke for småt og stadig skønt. Vi havde ikke behovet for at komme ned lige der hvor alle andre også gerne vil være.

Taco Bell
Egentlig for dårligt, ville godt have prøvet det, men vi nåede det ikke. Til gengæld fik vi spist på en masse andre af de kædesteder.

De største forlystelsesparker og flere af dem
Vi var i en park, i en dag og det var rigeligt til os.

Discovery Cove
Tropisk ”forlystelsespark” med begrænset adgang og mulighed for at svømme med delfiner. Vi havde egentlig i lang tid planlagt at tage derind, men risiko for dårligt vejr gjorde at vi ville vente med at booke. Hvilket betyd at prisen blev vanvittig høj, så vi droppede det.

Det gik vi glip af i Florida

Shelling tour
På vestsiden af Florida ville vi rigtig gerne have været ude på en shelling tour og samle konkylier og muslinger. Men eftersom vi aldrig kom over på vest siden af Florida, droppede vi denne. Alternativt ville det være en to timers køretur fra Miami hver vej. Det gad vi ikke.

florida

Søkøer
Igen handlede det om at vi ikke ville bruge for meget tid i bilen. Skulle vi have set søkøer skulle vi være kørt en time fra Orlando, så vi nøjedes med en flot krystalklar flod man kunne bade i. men uden søkøer. I Indialantic var det også muligt at se Søkøer, men vi så kun en masse skilte om at man skulle passe på dem og ikke fordre dem. Men vi så dem aldrig. Vi så en del delfiner ude i vandet.

Se i øvrigt dette vigtige link med ting du skal huske inden du rejser til USA: https://rejsdiglykkelig.dk/huskeliste-inden-rejsen-til-usa/

florida